Shopping

Derfor har du brug for et alkometer

Julefrokostsæsonen venter lige rundt om hjørnet. Har du fået booket et par stykker i kalenderen? Sæsonen for julefrokoster er en hyggelig tradition – men desværre er det også tradition for et ekstra hold spritbilister på de danske veje. Så derfor vil vi gerne slå et ekstra slag for din og andre sikkerhed.

De fleste ved, at kroppen skal bruge tid til at nedbryde alkoholen i kroppen. Det er derimod ikke alle der ved, at du ikke kan speede processen op. Mange taler om forbrændingstider og laver det ene svære regnestykke efter det andet. Vores råd herfra skal klart lyde, at hvis du er i tvivl og vil begynde at regne, så skal du ikke ud at køre.

Er du alligevel lidt nysgerrig på din promille? Eller er du i tvivl, om du må køre dagen efter? Så kan du med fordel have et alkometer liggende hjemme i skuffen.

Lad os lige komme med et par eksempler fra Rådet for Sikker Trafik på, hvor svært det kan være at regne det med promillen ud.

Eksempel 1

Kathrine er til fest og får en velkomstdrink kl. 19.15. Det er aftenens første genstand. Herefter følger 2 glas hvidvin til forret, 2 glas rødvin til hovedret og 1 glas portvin til dessert. Frem mod natmaden kl. 2 får Kathrine derudover 2 øl og 1 gin & tonic. Det giver i alt 9 genstande.

Den simple del af regnestykket handler nu om Kathrines vægt på cirka 65 kg. Den betyder nemlig, at hun i gennemsnit forbrænder 1 genstand på cirka 1 time og 45 minutter. Den komplicerede del – og den som mange glemmer – er at forbrændingen ikke går i gang med det samme. Det sker forskudt. Derfor rammer Kathrines promille først nul igen omkring kl. 11.45 næste dag.

Så hvis Kathrine skal køre sin søn til fodboldkamp næste morgen og egentlig føler sig frisk til at køre, så er hun spritbilist.

Eksempel 2

Lad os tage et eksempel mere på, hvorfor det er alt for kompliceret at regne på promillen – og hvorfor du enten helt skal lade bilen stå eller i det mindste anskaffe dig et mere præcist alkometer.

Denne gang bruger vi Jens, en mand på 80 kg, som eksempel. Han er til fest og får i alt 14 genstande fra velkomstdrinken til natmaden. Jens forbrænder en smule hurtigere end Kathrine og kan derfor forbrænde 1 genstand på cirka 1 time og 15 minutter. Han skal dog stadig huske, at forbrændingen også sker forskudt for hans vedkommende.

Hvis Jens får sin velkomstdrink kl. 19, begynder forbrændingen ca. 45 minutter efter. Det betyder, at Jens fra kl. 19.45 til kl. 3 forbrænder cirka 5,8 genstande. Kl. 8 næste morgen vågner Jens nogenlunde frisk og udhvilet og kører til bageren efter rundstykker. Der er gået yderligere 5 timer med søvn, hvor han har forbrændt cirka 4 genstande mere. Han har altså indtil videre kun forbrændt cirka 9,8 af de 14 genstande.

Den nemme løsning er derfor altid at lade bilen stå – det gælder også selvom, du køber et alkometer. For som med al teknik og alle målinger er der en usikkerhed. Så lad blot alkometeret være en guide, der giver et fingerpeg om din promilles niveau for at stille nysgerrigheden eller som kontrol næste dag.