Hus og have

Svamp i vintertøjet? Sådan slipper du af med jordslåede pletter

Åh nej! Efter en dejlig lang sommer har du hentet poserne, kasserne eller kufferterne med vintertøj frem fra kælderen. Men der er desværre tydelige spor af mug og eller skimmelsvamp på en stor del af tøjet. Blandt andet på børnenes flyverdragter.

Kan du tillade dig at smide tøjet ud?

Først har du nok mest lyst til at smide det hele ud – for øv hvor er det ulækkert. Men så kommer du sandsynligvis lidt til dig selv igen og begynder at overveje både økonomien og tidsforbruget i at skaffe nye flyverdragter og regntøj til alle tre unger samt alt det andet tøj i kasserne.

Din næste tanke er nok noget i stil med: ”Kan jeg bare vaske pletterne af?” Den tanke er ikke helt ved siden af. Du skal bare sikre dig, at det bliver vasket godt nok. Altså at du får fjernet mug og skimmelsvamp, så det ikke er skadeligt, når du og børnene trækker i vintertøjet.

Der er selvfølgelig forskel på, hvor stort et angreb der er tale om.

Husråd nummer 1: Blegemiddel fra husholdningen

Hvis der er tale om et mindre område med pletter eller skjolder i grønne, sorte, brune og hvide farver, kan du i første runde gnide en god portion fugtigt salt, citronsaft eller husholdningseddike ind i pletten.

Selvom det ikke er professionel kemi, du har fat i, er der en risiko for, at midlerne her bleger eller i værste tilfælde ødelægger stoffet. Så test gerne på et mindre område, inden du går i gang med hele ærmet på flyverdragten.

Husråd nummer 2: Læg tøjet i blød

Lad os fortsætte med endnu et gammelt husråd. Du kan også tage kampen op mod de jordslåede pletter med kærnemælk tilsat salt. Du laver simpelthen en god portion af blandingen og lægger tøjet i blød i en eller to dage. Herefter skal du skylle og vride det grundigt, inden det får en vask som normalt.

Husråd nummer 3: Brug velkendte pletfjernere

Virker det lidt for alternativt med kernemælken? Så er det vist tid til at finde kemien frem. Du kan nemlig også give det et forsøg med opvaskemiddel, flydende vaskemiddel eller en anden form for købt pletfjerner. Det er ofte et ret effektivt middel.

Hvor kommer skimmelsvampen fra?

Står du i den uheldige situation, at pletterne bare ikke vil gå af? Så er der nok ikke meget andet at gøre, end at smide tøjet ud. Det er i hvert fald ikke risikoen værd at bruge tøj med skimmelsvamp.

Næste spørgsmål er så – Hvorfor er tøjet overhovedet blevet udsat? Overvej om du har brug for at lave en nærmere undersøgelse af skimmelsvamp i kælderen.

Kan du lave nogle mindre ændringer i temperatur, udluftning eller rutiner, som med det samme skaber en positiv forandring, er det jo det hele værd. Samtidig har du nu også chancen for at tage et potentielt større angreb i opløbet. Ved at isolere og bekæmpe angrebet nu, slipper du sandsynligvis for større arbejde med renovering og bekæmpelse af skimmelsvamp senere.